Alene 6-8

Bruno Gazzotti (forfatter)
Fabien Vehlmann (illustrator)
Zoom 2020
160 sider

I storbyen Fortville kæmper to grupper børn om territorier. Deres forældre er forsvundet, og de har en teori om, at de selv er en slags levende døde. Trods en fælles skæbne kan de ikke samarbejde. Dodji er den demokratiske leder af den gruppe, læserne har fulgt siden bind 1. Han er tvivleren, som forsøger at samle byen. Overfor Dodji står Saul, som er kold og uberegnelig, og som sammen med den anden gruppe børn er begyndt at markere de bygninger, hans gruppe påberåber sig ejerskab over.

Den noget fastlåste situation er udgangspunktet i de seneste tre bind af serien om en dystopisk fremtidsverden, hvor der ud over forældreløse børn er farlige dyr og en mystisk søjle midt i byen, som påvirker både teknik og børnenes hjerner.

Hvor handlingen i bind 6 (Dimension fire og en halv) og 7 (Lavlandet) kun i glimt når den samme tætpakkede action som i de foregående bind, møder læseren til gengæld dybere spørgsmål. Da børnene nu forfølger teorien om, at de er i en slags (nær)døds-tilstand spørger de religiøse af dem, hvor Gud er. Og ateisterne undrer sig over, hvorfor børnene er på stedet, nogle opfatter som Skærsilden jf. den kristne mytologi.

I en scene konstruerer børnene deres eget ”ånden i glasset” (et ouija-bræt), selv om det ”er for at tale med de døde … og det er jo os, der er de døde,” men ”hvis det kan virke den ene vej, kan det vel også den anden!”

En supplerende teori går ud på, at hjernens bølger bliver isoleret i et mikrosekund omkring dødsøjeblikket, og det er det, børnene gennemlever. Det forklarer dog ikke, hvorfor børnene er det samme sted samtidig, medmindre man (som Ivan foreslår det) inddrager kvantefysik og Schrödingers kat. Deraf navnet på bind 6, Dimension fire og en halv. Det bliver en anelse langhåret her.

Det er til gengæld et letgenkendeligt hverdagstema, som går gennem hele serien, om man opnår mest ved samarbejde eller ved at dele sig i mindre grupper, som prøver at klare sig bedst muligt – også selv om det måtte ske på bekostning af andre. Dodji og Saul står som skarpe repræsentanter for de to tilgange. Saul sammenligner endda deres situation med et spil, hvor den bedste må vinde. Problemet er, at der er flere spillere end de to grupper, men deres fælles modstander(e) viser sig ikke fra begyndelsen.

Først da den centrale del af Fortville, hvor børnene opholder sig, begynder at synke, knytter de to grupper en alliance, som dog mere hviler på mistro og nødvendighed end tillid og frivillighed. En ny fjende dukker op i form af en skikkelse, som kun ses i spejlene. Desuden er Sauls tilhængere forvandlet til en slags zombier med røde øjne. Det kommer til blodsudgydelser i den paniske flugt fra det synkende Fortville.

Saul og Dodji kaster sig til sidst ud fra et højt tårn med paragliders i et forsøg på at komme op af det hul, bymidten er sunket ned i. Det lykkes de fleste tilbageværende børn at komme med, dog kun for at se sig taget til fange af en gruppe børn med udtryksløse øjne. Under Sauls ledelse.

I bind 8 (Arenaen) skrues der igen op for fortælletempoet. Den overlevende (eller hvad de nu er) børn fra den oprindelige gruppe er fanget i Neosalem, et samfund som definerer sig som det sted, børn kommer til, når de dør. Indbyggerne kalder det selv en Limbo-verden, selv om de ikke har nogen viden om, hvor man kan drage hen, hvis man dør i Neosalem uden at vende tilbage. De er inddelt i familier, som repræsenterer en slags socialklassse, og i bedste Harry Potter-stil skal nyankomne prøves, inden man ved, hvor de hører til. Her er det blot ikke en hat men en afhugget hånd, som guider dem.

Det viser sig, at Saul besidder ganske særlige evner. Dem benytter han sig af ved endnu en gang at udsætte de øvrige Fortville-børn for store farer, bortset fra Camille, som han hjælper gennem prøverne. Det bliver også Camille, som foreslår en løsning, som både kan bevare det oprindelige fællesskab blandt børnene og respektere Neosalems love: En slags gladiatorkamp. Hvis de vinder, kan de forlade Neosalem. Hvis de taber, blive de alle en del af ottende familie, som står for alt det hårde fysiske arbejde.

Serien Alene er lang, og der er mange løse ender at holde styr på. Det gør, at man som læser med fordel kan læse den flere gange, og det har man også lyst til, for der er mange detaljer, som kan glippe i første omgang. Det store persongalleri er svært at huske, til gengæld giver det læseren mange mulige identifikationsfigurer. Næste bind er planlagt til at udkommer august 2020.