Patrick Ness (forfatter)
Tea Bendix (illustrator)
Carlsen, 2020
77 sider
Først bliver man nysgerrig. Så bliver man irriteret. Så begynder det at give mening, og man bliver nysgerrig igen. Det er de sorte streger, jeg taler om. Teksten er nemlig ”censureret”, så en del ord fremstår som sorte bokse. På samme måde, som når amerikanske tv-udsendelser lægger en biiiiiiiip-lyd ind over visse ord.
I Anderledes med drenge må man selv gætte sig til, hvad der står under de sorte streger. Et eksempel ses på den liste, jeg-fortælleren Ant har lavet over, hvad han har ”prøvet”: Jeg har selvfølgelig —. Alle —. De lyver, hvis de påstår, at de ikke gør det. Men — gælder selvfølgelig ikke. Man kan ikke miste sin mødom til sig selv.
Så er bogens ene tema slået an. Det er sex, det handler om. Og især seksualitet, for Ant kan ikke finde ud af, hvordan hans følelser for vennerne er. Når de udforsker deres seksualitet sammen, er det så bare en leg? Er det bare en træning, til de kan gøre det ”rigtigt” – altså med piger? Eller er det så rart, at det prøver at fortælle ham noget andet?
Det andet tema er sproget. De sorte streger udfordrer unægtelig læseren noget. Man taler om tomme pladser i litteraturen, altså alt det, som ikke står direkte. Som regel skal man selv finde de tomme pladser i teksten. Her er det tydeligt, hvor der er tomme pladser, men man må selv finde ud af, hvad de indeholder. Som i eksemplet ovenfor.
Det er lige så tankevækkende, hvad der ikke er overstreget. Svans, homosvin og bæskubber er overraskende nok bevaret, det kan man så undre sig over. Hvorfor er det mere acceptabelt end at sige fucking, som utvivlsomt er adjektivet bag flere streger?
Ant fortæller til en anonym, men personlig, læser. Det er ikke en dagbog. Teksten er flere steder selvrefererende. Et eksempel på det er: Lige en ting til, inden vi vender tilbage til det, der skete. Kan du huske, at Charlie sagde det der med Freddie og Jack? At de sikkert begge var svanse? (Svanser? Hvad — hedder det egentlig?).
En sjov detalje er, at karaktererne i bogen er klar over, at de ikke bliver citeret ordret. Igen kan referencen til amerikanske udsendelser bruges. Her ved deltagerne også godt, hvornår seerne hører en skinger lyd i stedet for bestemte ord:
”Hvor — har du gemt dig i al den tid?” spørger Charlie.
”Sproget, Charlie,” siger mr. Bacon oppe fra katederet. ”Det er din første advarsel. Sæt dig.”
”Men det er streget ud,” siger Charlie. ”Det er, som om jeg slet ikke bander. —. Se selv.”
Uagtet at det verbale sprog er et væsentligt tema i Anderledes med drenge, er det værd at give illustrationerne ekstra opmærksomhed. De indfanger på fortrinlig vis de skiftende stemninger i fortællingen. De ømme omfavnelser på drengeværelset. Køligheden i cykelkælderen. Og ikke mindst vreden og frustrationen, som skriger ud af et helt opslag, som illustrerer et slagsmål i klassen.
En lille – meget væsentlig detalje – skal tages med. Ant runder nemlig sin fortælling af med at indse, at et kys godt kan være øjeblikket, hvor jeg mistede min mødom. Nu, hvor jeg tænker over det, så er det sådan noget, noget der er så privat, som i virkeligheden skulle gemmes bag en sort kasse, og ikke alle bandeordene og alt det sex-pis. Man kan kun miste den én gang, og måske rager det ikke andre, hvordan man —.