Fødedygtig

Laura Ringo
Gyldendal 2020
218 sider

Den nyuddannede pædagog Liv har ikke styr på sit liv. Som i slet ikke styr på. Kæresten, Dan, vil gerne have børn, men det er Liv ikke klar til. Måske den mest fornuftige beslutning, hun har gjort. Hvor Dan er til Deadline, ser Liv Luksusfælden og siger selv: ”Jeg gider ikke andre mennesker.”

I Fødedygtig er der ud over Dan to modstykker til Liv: Den studerende, Stine, og børnehaveklasselederen i naboklassen, Ulla. De har alt det, som Liv mangler. Stine har styr på begreberne, på teorien og på reglerne. Ulla har styr på børnene, hun har erfaringen, og hun laver sine egne regler – som hun også selv spiller efter. De to har meget mere dybde og er derfor også mere interessante som karakterer, end Liv er. Stine gør sig også overvejelser om, hvordan hun omsætter sine teorier til praksis, og hun skal nok komme efter det. Om Ulla nogensinde har tænkt på den måde, står åbent. Hun ser frem til at blive farmor, hun ryger, stjæler skilte – og så er hun lesbisk. Hun balancerer med andre ord på kanten af en karikatur. Samtidig er hun den karakter, som har flest facetter.

Fødedygtig er fortællingen om en pædagog, som får et virkelighedschok i en folkeskole på Amager. Hun er slet ikke klædt på til de børn, som ikke pr. automatik ser hende som klassens naturlige leder. Hun kender ikke noget til diagnoser, til personlighedstræk, til at skrive en underretning eller til reglerne for magtanvendelse.

I et anfald af sjælden selverkendelse har Liv lyst til at undskylde til forældrene til de børn, hun har ansvaret for i 0. klasse: ”Undskyld fordi jeg ikke aner, hvad jeg laver. Jeg troede, jeg var forberedt på hvad som helst med mine gode karakterer fra skolen og de fine udtalelser fra mine praktiksteder. Jeg troede, jeg vidste, hvad jeg lavede. Men det var, inden jeg mødte Ludvig.”

Det er Ludvig, der får en syngende lussing for at kalde Liv en ”fucking luder”. En kort periode får det Ludvig til at blive medgørlig og endda en god kammerat, selv om han dog bider Stine, som er i praktik i Livs klasse. Liv slår Ludvig i ren afmagt, blandet med regulær umodenhed, men hun lærer ikke af sine fejl, for noget tid senere, spytter Liv tilbage, da drengen spytter hende i hovedet. Det kammer helt over, da Ludvig tager Liv på brysterne, og hun kaster ham væk, så han knækker en fortand på en bænk.

Al respekt for, at Laura Ringo vil beskrive livet som børnehaveklasseleder i dagens Danmark. Og da det er en roman, må hun naturligvis lægge til og trække fra. Men på mig virker det temmelig urealistisk, at kollegerne fx ikke griber ind tidligt i forløbet. Det virker ikke, som om Fødedygtig har været læst af nogen med indsigt i arbejdet, inden bogen blev udgivet.

Faktisk går der mindre end 30 sider, inden jeg er så irriteret på Liv, at jeg er ved at lægge bogen fra mig.

Forfatterens kendskab stammer fra hendes erfaringer som noget, medierne kalder ”lærervikar” i en børnehaveklasse. Hun bl.a. har fortalt på DR 5. maj: ”Jeg laver egentlig ikke så meget research, når jeg skriver, for jeg skriver om miljøer og mennesker, jeg kender. Jeg åbner bare et Word-dokument og skriver, og så begynder jeg at tænke i muligheder.” Nogle gange bliver man i tvivl om, hvorvidt Livs tanker er et bevidst greb fra forfatterens side, eller det blot er et resultat af den manglende research.

Liv er ikke klar over, at der er noget, som hedder særligt sensitiv. ”Jeg overvejer at spørge, om det er en diagnose. Men hendes attitude afslører, at hun allerede er skeptisk over min faglighed, så jeg skal ikke flashe, at jeg ikke er helt opdateret på, hvad børn på seks år kan fejle.”

Hun har observeret, at en kildetur kan være en god måde at få et barn ud i frikvarteret på, men hun har ikke situationsfornemmelse til at vide, hvornår det er bedst at lade være. Hun er i det hele taget ikke så god til det med grænser, som hun også får at vide. Det drejer sig om pandekys og anden fysisk kontakt. Altså ud over at slå og spytte på eleverne.

At personalerummet kaldes lærerværelset kan være en tilsigtet kritik af forholdet mellem lærere og det øvrige personale på skolerne, men det går sandsynligvis hen over hovedet på de læsere, som ikke er skolepædagoger.

Nogle af fejlene i beskrivelsen af en pædagogs arbejde kan man dog have en mistanke om, stammer fra misforståelser fra forfatterens egen tid som ufaglært vikar i en 0. klasse uden efterfølgende at have faktatjekket. Den ellers så korrekte Stine siger fx ”indberetning”, hvor det er en underretning, som menes. Det ville hun næppe gøre i virkeligheden. Ulla gør det også, det er mere sandsynligt. Liv taler om, at hun har ”gået fire år på seminariet”, og medmindre hun er dumpet undervejs, kunne hun gøre det på 3½.

Liv er ikke selv vild med sin tilværelse. Forholdet til Dan går mere og mere skævt, og hun falder for kollegaen Lasse, som hun næsten har et sidespring med til sommerfesten. Ikke længe efter melder hun helt åbent ud til Lasse, at hun vil scores, og det bliver hun. Eller også er det omvendt.

Man kan have hende mistænkt for at have et ønske om selv at forblive barn. ”Jeg forstår ikke, at alle børn vokser sig voksne en dag,” siger hun. Den manglende modenhed viser sig også ved, at Liv betegner børn som sine ”yndlingsmennesker” efterfulgt af en beskrivelse, som lige så godt kunne være hendes eget ideal: U-dressede, frit associerende, taler uden at tænke først. Det er rigtigt ærgerligt, at når man endelig finder en roman til voksne, hvor en pædagog har hovedrollen, så fremstilles hun så irriterende og uværdig til sit arbejde. Når man dertil lægger de faktuelle fejl, der formidles om pædagogens arbejdsfelt, er det svært at holde af Fødedygtig.