Janne Højrup Nielsen og Søren Fanø (forfattere)
Kamila Slocinska (illustrator)
Jensen & Dalgaard 2020
160 sider
Hvordan kan man give et indtryk af den enorme variation i billedlitteraturen 2003-2019 og samtidig pege på enkelte tendenser, som man går i dybden med? Det kan man heller ikke, men man kan til gengæld lave et spændende og inspirerende udvalg og dermed ”hverken et læremiddel eller en akademisk grundbog”.
Forfatterne udtrykker sig ofte frit fabulerende, så det kan være svært at følge med som læser, men deres sprudlende glæde ved billedlitteraturen gør bogen svær at lægge fra sig. Man har valgt at gennemillustrere bogen med værker af Kamila Slocinska. Det er et modigt og godt valg, for standarden i bøger om billedlitteratur er at tage illustrationer fra de bøger, man omtaler. Den type visuelle citater giver naturligvis et bedre indblik i de omtalte bøger, men ofte efterlades man med et rodet indtryk.
Modsat med I begyndelsen var billedet, hvor et gennemarbejdet layout gør bogen til behagelig læsning. Til den positive læseoplevelse hører også, at den er skrevet i et flydende sprog, som sjældent ses i faglitteratur. Dog ændrer sproget sig flere gange undervejs (man får det indtryk, at forfatterne har skiftedes til at skrive), og det gør tonen lidt ujævnt.
Bogen går i dybden med fem værker, ToMAT, Ø, Du og jeg, Fuglemanden og Idiot. De er alle egnede til danskundervisningen, og her fornægter forfatternes lærer-baggrunde sig ikke. De formidlingsforslag, bogen bringer, er alle rettet mod undervisningen, men samtidig giver de ideer til andre former for formidling i pædagogisk praksis. Fx finder man både mere traditionelle spørgsmål til bøgerne og et forslag om en drømmerejse. Samtidig er der lidt ekstra om værkernes tilblivelsesproces, om hvordan forfatter og illustrator arbejder sammen (og hver for sig) og om indgange til at arbejde med de fem værker. Derudover har man angivet aldersgruppe og kompetenceområder samt færdigheds- og vidensmål.
Jeg vil dvæle lidt ved beskrivelsen af Idiot og dens to bidragsydere, Dorte Karrebæk og Oscar K (Ole Dalgaard). Her ses tydeligt Janne Højrup Nielsens og/eller Søren Fanøs store respekt for de to kunstnere. Måske er respekten lidt for stor, for i kapitlet om parret Karrebæk-Dalgaards fælles virke (privat og professionelt) bliver det en anelse leksikalt. Men yderst interessant, hvis man kender deres værker.
Det gælder mange af de værker, som nævnes: At man får mest ud af beskrivelserne, hvis man kender værkerne i forvejen. I modsat fald bliver man pirret og får appetit på at lære dem nærmere at kende. Og det kan jo være et formål i sig selv.
Et enkelt sted er der fire sider med knastørre begreber. Det kan jeg roligt skrive, for sådan betegner Højrup Nielsen og Fanø det selv. I dette tilfælde er det helt på sin plads med en ordliste med begreber, forslag til forklaringer og ”Hvad kan man tale om?” Det giver mange ideer til, hvilke fokusser man kan have, når man afkoder billedlitteratur.
I begyndelsen var billedet runder af med at gennemgå udvalgte billedbøger til skolebørn, kategoriseret under ni emner som fx tro – bibelhistorie, overgreb, når hverdagen gør ond og det nærmest obligatoriske tema om klima og miljø. Den største kategori er dem udenfor kategori (kaldet ”Løse skud”). Her finder vi forslag til god billedlitteratur, som ikke passer ned i de øvrige ni kasser.