Julestjerner

Kim Langer (forfatter)
Thorbjørn Christoffersen (illustrator)
Carlsen, 2019
195 sider

Det er bare for nemt at skrive en bog over Wikke & Rasmussens julekalender fra 2012, ovenikøbet med noder og becifringer til sangene bagerst. Og så lige et par sider med relevante fakta og vejledninger i at lave sin egen stjernetåge og et stjernekort. Eller måske er det i virkeligheden meget modigt at give sig i kast med opgaven. Kim Langer har i hvert fald gjort det, og det er der kommet en førsteklasses julekalenderkapitelbog ud af.

Sus må meget mod sin vilje flytte med sin familie til Brorfelde, endda i det noget forsømte Blomsterland. Hun forlader ikke bare sin by, men også The Whizz, som leder den lokale scatergruppe, hvor Sus træner. I Brorfelde bliver hun gode venner med Bob, og sammen går de på opdagelse i stjerner og især i det observatorium på bakken, som bliver centrum for en række mystiske begivenheder.

Ingen julehistorie uden trusler mod julen, hyggen og freden. Bobs mor forsvandt for syv år siden, og han har ikke opgivet håbet om at finde hende igen. Hvis det lykkes, bliver det jo rigtigt jul. En anden trussel er Vera Grus, som vil købe hele byen og lave den om til en grusgrav.

I Brorfelde bor en lang række dejligt skæve personer, som ikke står tilbage fra, hvad Michael Wikke og Steen Rasmussen ellers har opfundet gennem årene. Et særligt Wikke og Rasmussen-træk er at lade den samme person spille flere roller, i Julestjerner er betjenten også er brugsuddeler.

Julestjerner er fuld af intertekstuelle referencer, både til Wikke & Rasmussen-film, julekalendere, Bibelen og til fx Et juleeventyr af Dickens – børnene vil især kende den i Disneys version. Man kommer nok til at tænke på Vinterbyøster, når Bob fortæller Sus, at hans far ikke kan betale regningerne og derfor nok bliver nødt til at sælge til Vera Grus:

Du vil gerne væk fra Brorfelde, men er nødt til at blive, og jeg vil gerne blive, men er nødt til at flytte.

Gamle damer indeholder en særlig visdom, og i Julestjerner er det Bobs to mormødre, ”søstrene mormor”. Der dukker tre eksperter op i observatoriet, Pedersen, Pallesen og Piil, og de retter blikket ”mod det uendelige univers”. Vera Grus følger med i Den store gravedyst i fjernsynet. Sådan kan man blive ved med at finde citater og parafraser fra anden (populær)kultur, hvilket blot giver bogen endnu en dimension, både for børn og voksne.

Som i enhver god julehistorie bliver det sværere og sværere at se en lykkelig slutning. 21. december har Vera Grus købt hele Brorfelde og bakken med observatoriet. Jeg afslører nok ikke for meget ved at fortælle, at det ved nogle usandsynlige lykketræf alligevel ender med en lykkelig jul.

Litterært kaldes det Deus ex machina (guddommelig indgriben), og i Julestjerner omfatter det bl.a. en bas-pedal til et Hammond P100-orgel, som er ”fuldkommen mage til” en manglende reservedel til et rumskib.

Det var modigt at omsætte en julekalender fra tv-mediet til bog. Og tak for at gøre det! Resultatet er en spændende, morsom og velskrevet historie, som jeg med glæde giver seks (jule)stjerner af seks mulige.