Ti forfattere
Redigeret af Christian Aabro og Julie Top-Nørgaard
Akademisk Forlag, 2020
171 sider
Det er årets gave til pædagogen. Og det er årets gave fra pædagogen til de venner, som ikke kan forestille sig, hvad en pædagog laver. Gennem ti noveller får læseren et indblik i livet for pædagoger, børn og forældre i dagtilbud.
Stefan Hermann, rektor ved Københavns Professionshøjskole, har skrevet forordet. Han skriver bl.a.:
Det er en betydningsfuld begivenhed, at der med denne novellesamling åbnes en anden indgang til dette univers, nemlig kunstens. Livet som barn i familie og daginstitution sanses og beskrives her i litteraturens sprog, folder sig ud i dens historier, billeder og stemninger.
Det særlige er, at Mælkekassetårn ikke er en fagbog. Det er fiktion, men fiktion så tæt op ad virkeligheden, at det lige så godt kunne være observationer gjort i praksis. Læseren møder mange realistiske karakterer i bogen.
Undervejs kommer der flere tankevækkende sætninger om livet i dagtilbud. “Det er vigtigt for ungerne, at der er en repræsentation af alle [blandt personalet]. Det er ikke så vigtigt for forældrene. De vil helst have Birthe-typer alle sammen,” resonerer en af pædagogerne. Det handler vist ikke så meget om, hvilken pædagogik der tjener børnene bedst på den lange bane.
Det, der slår mig mest ved læsning af de ti noveller i sammenhæng, er den store mangfoldighed blandt familierne. Pædagogerne forsøger efter bedste evne at rumme alle familier, og Mælkekassetårn viser tydeligt, hvor stor den opgave er:
Der er alene-faren, som mødes med mistænksomhed og mistro af sine omgivelser. Kan han nu klare opgaven? En mistro, som også overtager hans selvopfattelse af forælder-rollen.
En anden far har den holdning, at “hvis Albert har slået en anden dreng, så har han sgu nok fortjent det”. Og Albert ser også sin far slås på den bar, de tager hen til på vej hjem fra børnehaven. Hvad stiller vi lige op med det?
Der er speltforældrene, som har skarpe holdninger til ikke bare deres eget barn, men til alle børn og især til, hvordan dagtilbuddet bør tilrettelægge sin praksis.
Novellerne i Mælkekassetårn er skrevet af ti personer, som allerede har etableret sig som forfattere. To af dem har oven i det en fortid som pædagoger (Stine Askov og Laila Ingrid Rasmussen).
Det er vanskeligt at fremhæve enkelte af novellerne frem for andre. De er forskellige og har hver deres styrker. Det stærkeste indtryk gjorde dog den eneste af novellerne, som ikke foregiver at foregå i en kendt hverdag. I novellen Basis-abonnement beskriver Nicole Boyle Rødtnæs en daginstitution med et betalingssystem, hvor man kan tilkøbe adgang til legepladsen, aktiviteter og mad. Det hele styres ved hjælp af chip-armbånd, og det stiller pædagogen i nogle store etiske dilemmaer. Det scenarie slipper man ikke lige med det samme.
Resten af novellerne formidler på enestående måde hverdagen i daginstitutioner, set gennem pædagogers, børns og forældres øjne. Det sker på en måde, som et helt tårn af fagbøger ikke vil kunne.
Bjarne W. Andresen er pædagog, master i børnelitteratur og litteraturredaktør på www.paedagogen.dk, hvorfra anmeldelsen er gengivet med enkelte redigeringer.
Læs mere på de næste sider, hvor vi bringer et uddrag af Sanne Munk Jensens novelle “Sidste dag” fra novellesamlingen Mælkekassetårn.