Josh Lacey (forfatter)
Garry Parsons (illustrator)
Forlaget Bolden, 2020
2 x 58 sider
Eddie har stadig sit hyr med de to drager Ziggy og Arthur. Hans onkel Oluf har den ene undskyldning efter den anden for ikke at komme til hjælp, når dragerne sætter ild til huset, spiser tamme kaniner eller skræmmer tilfældige forbipasserende.
Rammen er den samme som i de tidligere bøger, hvor historien fortælles gennem tekstbeskeder mellem nevø og onkel. I Dragepasseren holder fest har Eddie fødselsdag, og i Dragepasseren – Hjælpen er på vej tager han med far og lillesøster til London. Især den første bog vil få grinet frem hos læseren. Selv om onkel Oluf desværre (igen!) ikke ”kan nå” at komme til tiden, bliver det en fest, hverken Eddies familie eller hans gæster kommer til at glemme. Heller ikke tryllekunstneren, som kommer godt fra start; men det går galt, da han hiver en hvid kanin op af hatten.
Drager kan rigtigt godt lide kaniner, og der kommer et retsligt efterspil om, hvor meget en dresseret tryllekanin kan være værd. Gæsterne er ligeglade og lige glade, for de får lov at flyve en tur på ryggen af Ziggy.
Ideen om en drage som deltager ved en fødselsdagsfest vil sikkert more mange læsere. Dragepasseren holder fest er derfor et godt bud på en historie om netop fødselsdage. Det kræver nok lidt mere indlevelsesevne at følge handlingen i Dragepasseren – Hjælpen er på vej, hvor scenen er flyttet til London. Hotelværelser og Naturhistorisk Museum er kendte nok, og Zoologisk Have kunne være i alle byer. Derimod lider fortællingen under, at der er en del stednavne, som kun tilfører noget for de læsere, som kender London godt nok: Big Ben, China Town og London Eye kan de fleste være stødt på i film og bøger, men Baker Street Station, Gloucester Road og Circle Line siger næppe den almindelige 6- til 13-årige noget, og det er ifølge forlaget målgruppen for serien om Dragepasseren.
Hvis man ikke er faldet for den skæve humor i de tidligere bøgerne om Eddie og hans prøvelser med dragerne, så er der ikke meget at gøre. Hvis man derimod har moret sig over de første fire bind, så skal man også læse de to seneste. Den notorisk utroværdige onkel. Den ansvarlige Eddie, som prøver at redde situationen. De to forældre, som ikke kan skjule deres bitterhed mod de tidligere ægtefæller. De underspillede antydninger, hvor læseren selv må lægge lidt til: Jeg så det ikke selv ske, fordi jeg var ovenpå for at børste tænder. Men jeg hørte skrigene.