Lilja Scherfig (forfatter)
Otto Dickmeiss (illustrator)
Jensen & Dalgaard, 2020
48 sider
Otto Dickmeiss’ illustrationer kan ofte være lidt skræmmende med deres store hoveder og udstående øjne. Denne gang er det i højere grad historien, der skræmmer. Både den bogstavelige og den, der ligger bag: Jeg-fortælleren møder en bjørn og stikker til havs med den i en alt for lille robåd. Det uundgåelige sker, og den navnløse dreng er tæt på at drukne.
I den reale verden er det historien om en dreng, som er vidne til, at bonusfar Steen må flytte. Mor ser helst, at mand og barn ikke har noget med hinanden at gøre, selv om det går mod både drengens og Steens ønsker. Fordi han er min dreng! Og du flytter! Få dit eget barn, Steen! Sådan begrunder hun det, mens drengen pakker sin taske for selv at stikke af.
Det kan næsten ikke blive mere sørgeligt, og heldigvis gør det det heller ikke. Efter drengens meget tydelige råb til de voksne om at opføre sig som sådanne forbarmer mor sig og går med til en ordning, som alle tre kan leve med.
Man kan gå på opdagelse i tegningerne og finde detaljer, man ikke så første gang. Eller anden gang. Eller tredje. Ansigter i stenene på stranden. Surrealistiske bølger vælter ud af fisken på bordet og op af gulvet, hvor en flise mangler. Et hav(!) af æggeskaller på gulvet leder tanken hen mod den beskyttede barndom, jeg-fortælleren har forladt. Og på børneværelset står en bowle med vand og en robåd nøjagtigt magen til den, han kort efter selv befinder sig i.
Hvert billede er en historie i sig selv, og teksten er så fin og sart, samtidig med at den er så brutal og nådesløs. Da drengen ligger på den flydende bjørn, efter de er kæntret med båden, siger drengen: Det eneste jeg hører, er dit hjerte, Lillebjørn. Og en motor i det fjerne.
Så fint og poetisk kan man fortælle så grusom en historie om ødelagt barnlig uskyld. Dybt vand bør læses af alle børn, som får sin familie revet over. Og ikke mindst af alle forældre, som skal huskes på, at ud over deres egen sorg skal de også tage ansvar for barnet.