Gunvor Ganer Krejberg (forfatter)
Rebecca Bang Sørensen (illustrator)
Gyldendal 2019
209 sider
Kan man blive accepteret, selv om man holder fast i at være helt sig selv? Er man parat til at risikere at miste sit kæreste eje for dem, man holder af? Kan man finde tilstrækkeligt mod, når man er den eneste, som kan redde familien og måske endda byen? Og hvad gør man, når man fejler?
Alfepigen Mirja må træffe mange valg i fjerde bind i serien om byen i skoven med de små væsner. Mirja har fået lavet en aftale med Lissa, som hun gerne vil være venner med. Men til sin store fortrydelse ser hun, at Bela også er med. Det er en kæp i hjulet, for Lissa og Bela er bedstevenner. I Mirjas hus sker der mystiske ting, som vist har noget med mors ven at gøre. Og situationen udvikler sig dramatisk.
En spådom af is er en stor page-turner. Der er en uheldsvarslende spådom, som alfebørnene maner frem i det, som måske (og måske ikke) er en leg i stil med ”ånden i glasset”. Der er en hugorm, som er alfernes store skræk. Der er en dødelig giftig røg, som byens gamle kloge kone ikke kan finde en kur mod. Og to gamle kendinge dukker op for at gøre livet endnu mere surt.
Oven i det aktuelle drama videreudvikler forfatteren på den store historie om Mirjas far, som anses for at være druknet i mosen. Det gør ikke hendes uvilje mod mors ven mindre, at Mirja stadig håber på, at far vender tilbage. Forholdet til morens ven får en ny drejning i løbet af En spådom af is.
I serien om Mirja får læseren en blanding af højt fortælletempo, spænding, et medrivende univers og en række almene temaer som venskab, fællesskab og personligt mod. Og med En spådom af is er de ingredienser særligt velafbalancerede. Det er usædvanligt til så unge læsere. Oven i købet illustreret stemningsfuldt og en tone mørkere end i de foregående bind, hvilket matcher en historie, som giver læseren lidt mere gys en tidligere. Forsiden er et mesterværk i sig selv, hvor man mellem iskrystallerne i mosen aner et glimt af en (mulig?) fremtid for Mirja. En fremtid, som hun ikke ønsker at opleve.