Rikke Smedegaard Hansen
Akademisk Forlag, 2020
216 sider
Kan man holde en professionel distance til børn og unge, som man indgår i en tæt relation med? Eller kan man tværtimod kun være professionel, hvis man tillader sig at blive følelsesmæssigt engageret i sit arbejde? De spørgsmål giver skolepædagog Rikke Smedegaard Hansen professionelle, personlige, men aldrig private svar på. Hun lader det være op til læseren selv at svar på spørgsmålet.
Bogen argumenterer for, at følelser og tæt tilknytning ikke er uprofessionelt. Det er tværtimod en del af det professionelle. Hvis man skal pege på, hvad der adskiller pædagoger fra hinanden, er det ikke, om de bruger deres følelser eller ej, så er det erfaring. Livslang læring er en meget vigtig ingrediens, som skal suppleres med solid viden. Spejlneuroner nævnes igen og igen som væsentlige for at arbejde relationelt. Rikke Smedegaard Hansen er inspireret af bl.a. af Rikke Yde Tordrup og Bo Hejlskov Elvén, og hun formidler sin viden relevant videre til læseren af Ida er pisseprovokerende. Elvén har fx den pointe, at vi skal give barnet mulighed for at kontrollere sig selv i stedet; vi må ikke falde i den fælde at prøve selv at kontrollere barnet.
En anden vigtig egenskab er nysgerrighed. Rikke Smedegaard Hansens egen blufærdighed har tidligere afholdt hende fra at spørge kolleger til råds, og den fejl advarer hun andre mod at gentage. Tværtimod taler hun for, at man lader en kollega tage over, når man ikke har overskud. Man kan se en rød tråd til et andet sted i Ida er pisseprovokerende, hvor børn ikke tager imod hjælp, fordi de så føler sig som et problem. Det er en synsvinkel, man godt kan tænke over, når man undrer sig over, at nogle børn og unge er så modvillige, når vi tilbyder at hjælpe.
Derfor må det ikke være op til barnet at række ud. ”Du kommer bare, hvis der er noget,” er det dummeste, vi kan sige. Rikke Smedegaard Hansen bruger sig selv som eksempel på en pædagog, som bliver ved med at være der. Et barn beskriver hende sådan: ”Jeg plejer at kunne slippe af med de voksne. Men hun blev ved med at være der.”
Forfatteren har givet sig selv en opgave, som hverken er nem eller taknemlig. Man kommer let til at stå på øretævernes holdeplads, når man er så åben om, hvorfor man gør, som man gør. Hun har ikke ønsket at forsimple noget, for efter hendes mening kan man ikke dele pædagogisk arbejde op i små delemner, som kan beskrives isoleret fra hinanden. ”Sandheden er, at vores hverdag er kompleks, så jeg har i stedet forsøgt at skrive kompleksiteten i pædagogisk hverdag frem.”
Hvis jeg må tillade mig et øjeblik selv at træde ud af den objektive rolle, så er det længe siden, jeg har set mit eget arbejde beskrevet så præcist. Det er længe siden, jeg har set mine egne tanker om mit arbejde formidlet så genkendeligt. Jeg er helt på linje med BUPLs formand, Elisa Rimpler, som i forordet skriver: ”Det er, som om Rikkes ord også er mine. Følelserne og tankerne er mine. Den ene pædagog spejler den anden.”
Ida er pisseprovokerende er ikke et quick fix, som løser alle problemer. En rolig, empatisk tilgang (som fremstår som et ideal i pædagogisk praksis) er eksemplarisk, men kan også angribes for ikke at virke hver gang. Men hvilken tilgang kan hævde at gøre det? Forfatteren har prøvet at være nede med stress og taler om omsorgstræthed. ”Den pris ville jeg aldrig betale igen,” lover hun sig selv og læseren.
”Jeg ved, det er godt og kærligt ment, når nogen siger: ’Pas godt på dig selv’. Men jeg drømmer om, at vi mennesker bliver bedre til at passe på hinanden.” Hun peger på et godt arbejdsfællesskab som en vigtig støtte. Man kommer langt med anerkendelse fra kolleger, hvis mening man værdsætter.
Man kan også blive nødt til at give kolleger kritik, og så skal det gøres konstruktivt. Fx er der musiklæreren, som er begejstret for sit fag – og de børn, som ikke deler begejstringen. Her har man som pædagog en anden tilgang. Måske skal der skrues ned for de undervisningsfaglige ambitioner og skrues op for andre fagligheder? Det kræver en solid faglighed at tage den samtale med læreren. ”Dertil kom, at jeg gennem mine mange år som pædagog flere gange har hørt for, at jeg var for ’blød’ og sød og stillede for få krav. Og havde fået kommentarer om, hvor dejligt det må være, at jeg ’bare skal hygge’ mig med børnene.”
Hvad er et simpelt krav til et barn? Rikke Smedegaard Hansen tror på barnets gode intentioner og giver eksempler i Ida er pisseprovokerende. Selv den bedste hensigt kan blive mistolket, når man ikke ser hele billedet. Bogen hjælper os til at se et lidt større billede af barnet og af pædagogen, som arbejder med det.