Køn, seksualitet & mangfoldighed

(2. udgave)
Steen Baagøe Nielsen, Gitte Riis Hansen og Anette Erlandson Pedersen (red.)
Samfundslitteratur 2020
350 sider

I 2014 indførte man et nyt modul på pædagoguddannelsen: Køn, seksualitet og mangfoldighed. Her undervises de kommende pædagoger i at forholde sig til det private, det intime og det personlige på en professionel måde. Uden helt at underkende betydningen af biologiske køn lægger forfatterne afstand til, at ”naturens råmateriale” har ”universelle konsekvenser for vores indre liv, vores kønsidentitet eller kønnede sociale liv.”

Det pointeres flere gange, at køn er noget vi ”gør”, og ikke noget, vi ”er”: Ligesom andre sociale kategorier, vi kan finde på at sætte mennesker i – som fx klasse, race, handicap, alder, seksualitet osv. – så bliver betydningen af disse ”kasser” til i sociale sammenhænge eller kontekster. Kategorier kan samtidig få central betydning for dem, som ”stemples”, men i videre forstand for os alle, fordi kategoriernes betydningen [sic] kan indgå som vilkår, knyttet til politiske beslutninger, eller bliver til gennem forhandlinger i relationer eller institutioner.

Derfor kan det ikke undre, at Køn, seksualitet & mangfoldighed bygger på en opfattelse af kønnet som en social konstruktion, som vi ikke behøver leve efter.

Der er massive litteraturhenvisninger til hvert kapitel, hvis man vil fordybe sig i historisk eller aktuel litteratur. Desværre er de mange henvisninger og cases ikke fulgt op af lige så mange eksempler på handlemåder for pædagogen. Læseren sidder tilbage med spørgsmålet: ”Og hvad så? Hvad gør jeg så?”

Eksempler på cases kan være spørgsmålet: ”Er der nogle friske drenge, der vil med ud og spille fodbold?”, som skaber meningssammenhæng mellem de tre ord, frisk, dreng og fodbold. Lige netop fodbold repræsenterer en række forhindringer, piger i mange tilfælde skal overkomme, før de får en ligeværdig deltagelse. En anden case problematiserer, når drenge i kjole betragtes som ”sjove” indslag. Her kan man have fokus på at tilbyde valgmuligheder og dermed give alternativer til, hvad majoriteten vælger. Kapitlet ”Må Herbert gå i kjole?” står dog svagt, da det mangler statistik, forskning og anvisninger af pædagogisk praksis. Et tredje sted er der et barn, som ikke vil deltage i svømning. Hvordan forholder man sig til ligestilling her? Inklusion kan blive et buzzword, som overruler det enkelte barns integritet.

Læseren møder problematikken omkring pædagogens kønnede deltagelse og den rollemodel, pædagogen er for børnenes opfattelse af, hvordan man kan se ud, tale og agere i det hele taget. Der er et helt kapitel om mandlige pædagoger: Udfordringerne ved at rekruttere mænd, forskelle i forventninger til aktiviteter og (naturligvis) pædofili.

Her finder man eksempler på de gode refleksionsspørgsmål, som afslutter hvert enkelt kapitel:

Hvilken indflydelse kan pædagogers måde at positionere sig på, fx gennem deltagelse, tøjvalg, opgavefordeling, have for børns kønsidentitet?

Reflektér over kapitlets pointe: at pædagogisk praksis kan skabe særlige muligheder og begrænsninger for henholdsvis drenge og piger.

Overvej, hvordan pædagoger kan tilrettelægge mangfoldige læringsmiljøer, hvor børn kan tilegne sig erfaringer, der ikke normalt forbindes med deres køn.

Køn, seksualitet og mangfoldighed kommer også omkring deling af nøgenfotos og lignende. I det hele taget sociale mediers rolle omkring #metoo, sexting og hævnporno. Hvordan kan vi på den ene side beskytte børn og unge mod de nye former for intime og seksuelle krænkelser, mens vi på den anden side sikrer, at der ikke sker indgreb i deres ret og frihed til at eksperimentere og udtrykke sig seksuelt? spørges der i flere kapitler, både i forhold til børn, unge og udviklingshæmmede. I forhold til børn og unge er svaret, at man kan gribe til undervisningsmidler, som fremmer kritisk brug af sociale medier og god online adfærd.

Familien er et centralt begreb i flere kapitler, og familien kan både ses som slægtskab og som samliv. Institutionen betegnes dog ikke som en familie, selv om en stor del af et barns samliv kredser om de øvrige i institutionen. Til gengæld har mange børn hverdagssøskende som modsætning til dem, de ser hver 14. dag og i ferien. Kønsroller indenfor familien præger naturligvis også barnet.

Et af de stærkeste kapitler omtaler udviklingshæmmedes seksualitet og kærlighedsliv. Der er flere nuancerede analyser af cases, og etik og tavshedspligt omtales som vilkår i pædagogisk praksis. Også her er der gode refleksionsspørgsmål, bl.a.:

Har du personlige grænser, der kan gøre det vanskeligt for dig at hjælpe en borger med hans/hendes ellers retsmæssige krav om støtte og vejledning til udfoldelse af sin seksualitet?

Kan der være grænser for, hvad pædagoger kan/skal hjælpe en borger med?

Det kan undre, at der kun er ét kapitel med fokus på den pædagogstuderende, når Køn, seksualitet & mangfoldighed bruges på pædagoguddannelsen. I kapitlet ”Kønsforståelser blandt pædagogstuderende” underkendes ”private erfaringer” og ”hverdagsforståelser” – med rette. En case fortæller om en pædagogstuderende, som latterliggøres for sine observationer af forskelsbehandling og kønnet praksis. Også her mangler læseren aktionsforslag, for det er næppe noget urealistisk scenarie.

Vi er ikke kommet til vejs ende med at få køn, seksualitet og mangfoldighed på dagsordenen i pædagogiske praksis. Køn, seksualitet & mangfoldighed er et skridt i den rigtige retning.