Nour og Nora fejrer Eid

Camilla Kaj Paulsen (forfatter)
Pauline Drasbæk (illustrator)
Eget forlag, 2018
28 sider

I anden bog i serien om de to veninder er Nora på besøg hos Nour sammen med sin mor. Nours familie holder Eid al-Fitr, og Nora kender ikke noget til den muslimske festdag. Derfor fortæller Nour om traditionerne både til Nora og til læseren.

Læs også første bind i serien om Nour og Nora: Nour og Noras første dag i børnehave.

Det er en dejligt uhøjtidelig bog. Børnene vælter et fad med kager på gulvet. De spiser og danser. Og resten af familien er helt i samme stemning. Det er derfor en bog, hvor man både kan læse om detaljer i højtiden og få en sjov historie om de to børns oplevelser.

Der er så mange ord, Nora ikke kender. Eid Mubarak, ramadan og Allah hører religionen til. Andre ord er mere håndgribelige: Mamoul (kager med dadler og pistacie) og Dabke (en dans).

Man kunne tro, at Nour og Nora fejrer Eid er skrevet, for at børn fra muslimske familier kan se deres egne traditioner spejlet. Det er den også velegnet til, men en lille bamse-figur henvender sig direkte til læseren med spørgsmål som: ”Hvilken højtid fejrer I hjemme hos dig?” og ”Hvordan pynter I op?” Det gør bogen lige så nærværende for børn uden muslimske traditioner.

Nour og Nora beslutter sig for at lave deres egen højtid, Eid-mas. I deres leg er det et ordspil med, at det er noget værre mas at gøre klar til Eid. Eid-mas er også et begreb, man bruger i dele af England, hvor det er en sammentrækning af Eid og christmas, fortæller bogens faktaboks på forsatsen.

Illustrationerne understøtter teksten ved at vise mange af de ord, som er lidt svære. Det sker, uden at det på nogen måde bliver en pegebog med ren læringsdagsorden. Der er mange gode detaljer, og så viser illustrationerne et overskud, fx på opslaget lige efter, at de to veninder sammen med Nours bror har forsøgt at tage kagerne (det er det, forsiden også viser): De vælter både kagefad og en bøtte med cayennepeber, og opslaget er næsten udelukkende en rød-brun farve, hvor man kun ser de tre børns øjne – og bamsen, som spørger: ”Hvad spiser I?” På det følgende opslag er køkkengulvet fyldt af rød-brune fodspor!

Hele bogen er holdt i en respektfuld tone. Børnene forstår ikke alt, de oplever, heller ikke Nour. Men de har en nysgerrighed og en åbenhed omkring de ældre generationer:

”Mormor skal læse op nu.”
Hun løber over og henter Koranen til sin mormor, som sætter sig godt til rette i sin stol. Børnene sætter sig på gulvet foran hende.
Nour forstår ikke, hvad hendes mormor læser op, for hun taler ikke arabisk. Hun hvisker til Nora:
”Er det ikke smukt?”
Nora nikker ivrigt og hvisker:
”Min mormor læser også eventyr højt, når vi holder jul.”

Der er undervisningsmateriale til bogen på www.nourognora.org under fanebladet ”Biksen”.