Opvækst i provinsen

Eva Gulløv og John Gulløv
Aarhus Universitetsforlag, 2020
194 sider

Eva og John Gulløv har lavet en antropologisk undersøgelse af geografiske, sociale og kulturelle forskelle mellem land og by. Feltarbejdet er sket i 2016-2017 på Tønder-egnen, og det er der kommet en på mange måder spændende bog ud af. Den rejser også mange spørgsmål, som desværre ikke besvares.

Baggrunden for undersøgelsen er alvorlig nok. To tredjedele af en ungdomsårgang flytter væk i hvert fald for en periode. Det betyder, at den unge må klare sig uden sit netværk; de jævnaldrende flytter ofte forskellige steder hen (selv om Aarhus og København er foretrukne studiebyer) og familien bliver tilbage.

Jeg savner, at Opvækst i provinsen giver et sammenligningsgrundlag. Mange steder er det underforstået, at forfatterne har observeret noget, som ligger uden for normen, men de angiver ikke nogen norm.

Det skal ikke forstås sådan, at Tønder-egnen altid beskrives negativt. Det mangfoldige Tønder sammenlignes med det ensartede miljø i Nordsjælland, og i det hele taget hører vi om et samfund med overvejende optimisme og resurser. Det er til gengæld uklart, om det er Tønder eller Nordsjælland, som er eksponent for et gennemsnit, en norm. Når ”provinsen” indgår i bogens titel, kunne man godt ønske sig en definition af netop provisen. Er Nordsjælland også provins, eller er det et appendiks til København? Og er Aarhus, Odense osv. en del af provinsen i bogens forståelse?

I øvrig deler børnene (og flere af de unge) opfattelsen af, at deres område er at foretrække frem for andre steder i Danmark, som er præget af larm og stress. I landsbyen udenfor Tønder, som også indgår i undersøgelsen, kan man være, som man vil, og de to to unge, Lukas og Emil, føler sig privilegerede i forhold til københavnere, fordi de (københavnerne) ”ved mindre” – om jagt, traktorer osv. Deres jævnaldrende, Michael, mener, at hans far godt kunne tænke sig, at sønnen flyttede tilbage, når ”jeg havde været ude at bo i København og studeret og været der, mens jeg var ung.”

Forældrene lægger vægt på, at børn skal opføre sig ordentligt. Også her savner jeg en referencegruppe, for hvilke forældre gør ikke det? Der kan være forskelle på, hvad man forstår ved at opføre sig ordentligt, men det er ikke beskrevet.

Der kommer billeder for læserens indre blik, når Gulløv og Gulløv deler deres observationer. Vi hører bl.a. om en sommerfest i børnehaven. Forældrene placerer sig på tæpper på samme måde, som en klasse danner grupper, hvis børnene ”får lov” selv: Man sætter sig med dem, man kender … og de marginaliserede familier sidder i udkanten og kigger på de andres rygge. Det er en øjenåbner for, at man som pædagog også bør overveje, hvordan familierne skal kunne placere sig til en sommerfest, hvis man har et relationelt mål med arrangementet.

Det kan undre, at sproget ikke er nævnt andet end i bibemærkninger (”… mens de måske hjemme slår over i sønderjysk” og ”ikke alene taler børnene mere eller mindre distinkt sønderjysk, …”). Man kunne forestille sig, at det har enorm betydning at skulle tage en videregående uddannelse på andet end sit modersmål, og at det også har betydning for, om man flytter tilbage til sin fødeegn igen, at der her tales et sprog, man mestrer. Der henvises dog til Astrid Ravn Skovse, som har arbejdet med den vinkel. Mange gange i Opvækst i provinsen nævnes Bourdieu, og ifølge den franske sociolog er sproget en væsentlig del af den kapital, individet har med sig. Ordforrådet fejler ikke noget hos børnene, tværtimod har flere af dem et imponerende detaljeret sprog, når de taler om håndværk og landbrug. Det kommer sikkert af, at en hel del hjælper forældre indenfor disse erhverv.

I det afrundende kapitel gør Opvækst i provinsen op med fordommen om, at de dygtige søger væk og at unge foretrækker storbyens livsstil. Det er snarere omvendt: ”At succes i uddannelsessystemet skubber børn væk fra det lokale” (fordi uddannelse ikke er lokalt forankret). Der ligger en implicit kritik af uddannelsessystemet, som favoriserer alt det, som storbyen står for:

Vi ser det i børnehaverne, hvor nogle af børnenes endnu vage, men dog engagerede forestillinger om forskellige arbejdsprocesser eller optagethed af dyr, ikke indgår i sprogtest, kompetencekortlægninger eller er afsæt for systematisk pædagogisk tænkning og udbygning. I stedet udføres det skoleforberedende arbejde som en præsentation af abstrakte vidensformer (f.eks. tal- og bogstavkendskab) og træning i kropsdisciplinering (sidde stille, række hånden op) løsrevet fra børnenes erfaringsgrundlag. Herved sker der på én gang en underkendelse af de stedspecifikke vidensformer, som børnene har, og en betoning af værdien af en steduafhængig viden, som bekræfter børnene fra de mest uddannelsesorieterede hjem i det, de allerede kan.

Som modvægt til denne konstatering spørger Gulløv og Gulløv, om man kan styrke skole og uddannelse, så de snarere end at afvikle bidrager til at udvikle lokalsamfund. De stiller forslag om en mere ”stedsensitiv” uddannelsessatsning. Opvækst i provinsen viser nødvendigheden, men den har ingen præcise svar. Svarene må komme fra de politikere, som har ansvaret nationalt og kommunalt. Og det må komme fra professionsudøverne, som gennem deres daglige praksis kan bestemme, hvilken vej de er med til at vise for børn og unge.