Cecilie Eken
Gutkind 2021
176 + 208 sider
Det skulle slet ikke have været en serie. Efter 19 år kom der alligevel en 2’er. Det giver mulighed for at se forskelle både i, hvordan børnebøger skrives, og det faktiske børneliv hhv. lige efter årtusindeskiftet og i dag. Endnu vigtigere er dog den røde tråd, der går gennem bøgerne: Naturens forunderlige kraft og dens eksistensberettigelse.
I Sølvblomst bliver Simon nysgerrig, da fru Qvist i huset ved siden af dør. Han går på opdagelse og møder et mærkeligt plante-væsen, Sølvblomst. Hverken han eller læseren er i begyndelsen helt klar over, hvem eller hvad Sølvblomst er. Måske kommer hun fra en anden planet, tænker jeg.
I Natblomst er Mia det barn, der næsten 20 år senere tiltrækkes af det mystiske hus. Det er fuldstændig som i en film-sequel: Jeg har det, som om jeg er havnet i en eventyrfilm med et oldgammelt, magisk træ, der vogter over en hemmelighed. Læseren ved godt (noget af), hvad der venter Mia, hvis hun ignorerer skiltet med ”Adgang forbudt”, men det ved hun ikke. Det ændrer sig imidlertid hurtigt.
Huset og haven er med i begge bøger. Det bliver også til et gensyn med en advokat med ufine planer fra Sølvblomst, som gør Mia til sin sammensvorne. Dermed får karakteren Mia lidt mere dybde end Simon. Det er en af de forskelle, der er mellem bøgerne. I 2021 har børnene fået mobiltelefoner og adgang til Youtube. Som i så mange andre bøger er sms’er markeret med en anden skrifttype, og der er en del engelske oneliners i stil med Time to get out of here.
Ikke kun i det ydre og det materielle ser man den forskel, der er mellem Simons og Mias børneliv. Simon ville næppe have råbt ad sin mor, som Mia gør det, da hendes mor konfiskerer den mobil, Mia har fået af advokaten: Jeg fortæller sgu da sandheden. Er du dum eller hvad? […] Og jeg vil ikke finde mig i, at du siger, jeg lyver!
Vi møder naturligvis også Sølvblomst igen. I Sølvblomst og Natblomst eksisterer livet og døden ikke for planterne på samme måde, som vi mennesker kender det. Organismerne indgår i et kredsløb og indgår blot i nye sammenhæng og bliver til nye livsformer. Ingenting er det samme altid. Jeg lever jo videre. Bare på en anden måde. Jeg forsvinder ikke. Ligesom planterne og fuglene og træerne og blæsten. De forandrer sig, men ingenting forsvinder. Du forsvinder heller aldrig. Du skal ikke være bange, som Sølvblomst trøster Mia med.
På den måde er bøgerne et stykke klimalitteratur uden løftede pegefingre, men med sidetemaer som familie, venskaber og ansvarlighed.
Desværre slutter Natblomst lidt for hyggeligt med, at alting løser sig. I mine notater står ordet ”Julekalenderslutning”, og det er ikke helt positivt ment. Det spændende bliver nu, om hyggen varer ved, eller der også kommer en 3’er. Der er ikke planer om det, men Cecilie Eken medgiver, at det heller ikke var planen, at der skulle komme en fortsættelse på Sølvblomst, og det kom der alligevel. Heldigvis.