Udbryderkongen og indbrudstyven

Anette Prehn (forfatter)
Jens Hage (illustrator)
Dafolo 2019
27 sider

To mælkebøtter vokser op gennem cementen hver sit sted. Den ene bliver mødt af den sure hr. Munk, som giver den gift. Den anden får anerkendelse af Maj for at have banet sig vej gennem den hårde jord. Til sidst må hr. Munk erkende, at Maj nok har den mest positive tilgang ikke bare til mælkebøtter, men til hele livet.

Den lille rimede historie om de to mælkebøtter bliver afrundet af forfatterens vejledning til læseren, uanset om bogen læses højt eller er til selvlæsning. Vejledningen lægger sig op ad Anette Prehns ”Hjernesmart”-univers, som hun har omtalt i sine tidligere fagbøger. Den væsentligste anbefaling handler om omfortolkning (refraiming), fordi det sete afhænger af de briller, vi ser det gennem.

Jens Hage er primært kendt som bladtegner og fra Blæksprutten, det satiriske årsskrift. Tegningerne er lette at afkode, men også lidt tegneserieagtige med klare farver og få detaljer. Sproget i Udbryderkongen og indbrudstyven er lidt gammeldags med ord som ståhej, betragtelig og grassat.

Man kan benytte lejligheden til at tale med børnene om, hvad de fremmede ord betyder, ligesom især karakteren Maj kan bruges som rollemodel. ”Hvad ville Maj mon sige til det her?”, opfordrer bogen os til at spørge børnene, når noget går dem imod. Fx noget så udramatisk som regnvejr, fordi det gælder om at øve sig på noget ufarligt.

Også mælkebøtten i Majs have får opløftende ord med på vejen:

Er blomster, der kæmper
sig fri, noget skidt?
Ret ked’ligt? Normalt?
Eller lidt af et hit?