Sara B. Elfgren og Karl Johansson (forfattere)
Karl Johansson (illustrator)
Cobolt 2020
368 sider
Sådan er nordisk mytologi aldrig blevet fortalt før. Stederne og karaktererne er kendte, men det er et andet spil, der kører mellem aserne og jætterne. De afholder meistarleikir, hvor 13 særligt trænede deltagere fra hvert hold kæmper til døden. Når et af holdene har vundet over alle sine modstandere, har de retten til Midgård indtil næste meistarleikir.
Vei er en af de 13, som er udset til at kæmpe på jætternes side. Hun har et andet syn på verdensordenen end den, vi normalt møder i nordisk mytologi. Hun har lært aserne at kende som et grådigt og imperialistisk folk, og asernes konge, Odin, er den værste af dem. Han har i forvejen underlagt sig vanerne, hvor Freja, Frej og Njord er de kendteste, og menneskene i Midgård. Han må for enhver pris afholdes fra at få endnu mere magt.
Det viser sig, at Vei kun har haft indsigt i en brøkdel af asernes metoder. Men i takt med, at hendes had til sine modstandere vokser, begynder hun at tvivle på sin egen mission. For hvad vil der ske, hvis jætterne vinder? Veis træner, jætten Veidar siger det sådan: Du har aldrig oplevet krigens gru. Du forstår ikke, hvor skrøbelig freden er. Den er langt mere værd end ære. Jeg vil give mit liv for den. Vei er helt på Veidars side i den betragtning.
Det bliver et gennemgående tema i Vei: Hvor meget er man parat til at ofre for Retfærdigheden – hvis den findes? Er fred vigtigere end frihed; eller er det omvendt?
Billedsiden i Vei er virkelig gennemarbejdet. Hele første del er tegnet om efter første udgivelse. En traditionel rudestruktur gør den overskuelig, og de mange, mange afvigelser fra standarden gør, at den aldrig bliver kedelig. Fx når der på ét billede er en hel sekvens. Man ser Vei og vennen Dal liste gennem et jætte-badeværelse, skjule sig bag flasker og flygte ud ad vinduet – alt sammen i et og samme billede.
I et stort billede, som dækker et helt opslag til kant, kravler Vei på siden af broen til Lokes bolig, skjult for vagterne. Der er et overflod af detaljer, som gør, at man vender tilbage til Vei igen og igen.
Loke er også i Vei her den listige rænkesmed, som har et ben i hver lejr og alligevel kun plejer sine egne interesser. Det forfriskende ved Veis verdenbillede er, at sådan er alle guderne – aser såvel som jætter. Måske er vanerne de eneste, der ”slipper”. Men ellers er alle med i dobbeltspillet. Hverken Vei eller læseren kan stole på nogen eller noget. En detalje er fx, at Skade (som ifølge traditionel mytologi er datter af en jætte og gift med vanen Njord samt muligvis mor til Frej) er den, der afslører en del af Odins hemmeligheder for Loke.
Ud over at beskrive en verden, hvor guderne bevæger sig mod deres uundgåelige skæbne, Ragnarok, er de to bøger en personlig udviklingsfortælling om Vei. Om at ville høre til i et fællesskab. Om at ville elske nogen – og være elsket. Om at være loyal overfor sine idealer. Om at tvivle på det, man har troet på. Først og fremmest er det fortællingen om, hvad man vil ofre for en sag. Jeg siger nok ikke for meget ved at fortælle, at Vei må ofre mere end de fleste. Til gengæld vinder hun også både værdifuld viden og får minder for livet. Læseren risikerer det samme, så pas på. Du vil ikke læse nordiske myter på samme måde, efter du har læst Vei.