[Worfor]

Henriette Brun
Dafolo, 2020
226 sider

Det er en helt særlig bog med et helt særligt navn. En naturvidenskabelig appetitvækker med nørdede fakta, eksperimenter hentet fra fysik/kemi og lege både til børnehaver og skoler. Ikke altid til at finde hoved og hale på, men måske er det ikke så vigtigt?

En lærer spurgte mig på et tidspunkt: ”Men forstår og ved børnene så alt om proteiner efter at have været igennem fortællingen ’Spæk, strik og gamle fjender’?” Nej! Men der er sået et frø. Et lille verdensborgerfrø. Et kim til at rumme noget større end en selv. (Fra indledningen.)

[Worfor] har lette kemiforsøg, fx kan man få opskriften på at lave krystaller af vand, salt og sukker. Eller lave kartoffelmelsslim, et materiale brugt i utallige pædagogiske aktiviteter. Og mad i lange baner, naturligvis. Med mad kommer man langt, når man arbejder med børn.

Henriette Brun er uddannet tegner og grafiker. Desuden har hun studeret bl.a. astronomi og palæontologi. I [Worfor] kommer det hele til udtryk. Det er en virkelig lækker bog at læse, inspirerende i både layout og indhold. At titlen så nogle gange skrives med udråbstegn, andre gange ikke, det lever jeg nemt med.

Hvert kapitel er bygget op over den samme ramme: En indledning. Et par forslag til såkaldte fokuspersoner med angivelse af deres opdagelser/opfindelser. En historie. Pitstops med spørgsmål til refleksion og filosofi. Et antal aktiviteter.

Historierne er meget forklarende og er et svagt punkt ved [Worfor]. Der er ikke meget ”show it, don’t tell it” over dem. Det er et lyspunkt, at Lotte Salling har skrevet vers, som krydrer de noget tørre fortællinger. Fx et vers om planeterne, navngivet i den rigtige rækkefølge og med lidt karakteristika, uden at det bliver skolastisk. Man kunne godt ønske sig, at der var angivet melodier til versene, enten komponeret til lejligheden eller skrevet over kendte sange.

Men størst af alt er den naturvidenskabelige undren, og den får læseren smag for med [Worfor]. Om ikke andet så fordi man vil efterprøve enten de foreslåede eksperimenter eller påstandene i historierne. ”Hun ved, at en tube tandpasta indeholder otte meter. Og at det tager 21 minutter at cykle hen på arbejde i zoologisk have”, står der om en dyrepasser. Det sidste må være op til forfatteren, men det første må læseren vist hellere lige tjekke efter …